J-Dub ude: En ankel svigter, og der opstår en revne i Thunders fæstning

I NBA er skader de grusomste historiefortællere. For Oklahoma City Thunder trøje er Jalen Williams – kærligt kaldet "J-Dub" – mere end blot holdets næstkommanderende; han er den afgørende tråd, der binder hele deres angrebs- og forsvarsspil sammen. Men i kampen mod Clippers blev et øjeblik i luften til et tab af balancen; ved landingen bøjede hans venstre ankel i en unaturlig og rædselsvækkende vinkel. Holdkammerater dækkede deres ansigter, Shai Gilgeous-Alexander fældede tårer, og hjemmebanen blev øjeblikkeligt ramt af en lamslået stilhed. Hans sveddryppende nba basketball trøjer lå efterladt på gulvet, mens han langsomt blev kørt væk på en båre. Det mest brutale ved basketball er hverken sejr eller nederlag – det er den måde, skæbnen kan knuse en spiller på, netop som vedkommende ser ud til at være klar til at lette igen.

Dette markerer endnu et kapitel i J-Dubs lange, opslidende kamp mod skader. I sidste sæson spillede han med et overrevet ledbånd i sit højre håndled, hvilket senere krævede en operation i pausen mellem sæsonerne; tilbagevendende problemer med baglåret betød, at han kun kunne deltage i 33 kampe i grundspillet. Netop som det så ud til, at han endelig var trådt ud af den skygge, har en alvorlig ankelskade sat ham ud af spillet igen – denne gang allerede i den tredje kamp i den nye sæson. I modsætning til en almindelig forstrækning i baglåret kan en ankelskade, der involverer brud eller ledskred, betyde en genoptræningsperiode på måneder – eller endda at hele sæsonen er forbi. I professionel sport er kroppen ens vigtigste aktiv, men samtidig også det mest skrøbelige.

Thunders taktiske fundament står nu med et gabende tomrum: De har mistet deres sekundære playmaker, en hjørnesten i deres defensive rotationsspil på yderkanten og den mest pålidelige støtte for Shai Gilgeous-Alexander. Da flere andre spillere i forvejen er ude, er holdets bredde på fløjene blevet yderligere svækket. Men for J-Dub selv ligger den virkelige udfordring ikke i at få knoglerne til at hele, men i igen at lære at stole på landingen. Måtte den tommelfinger op, han viste, ikke være et farvel, men et løfte – et løfte om, at når han igen trækker Thunder-trøjen over hovedet, vil han kunne løbe tilbage mod midterlinjen med et smil.